Kvaliteterne hos din anfører

Tiden nærmer sig August, og dette betyder sæsonstart for rigtig mange fodboldtrænere og deres fodboldhold. Efterårets sæsonstart betyder for mange hold også en ny start, og herunder en ny anfører. Men hvilke kvaliteter skal den nye anfører have, eller hvilke kvaliteter skal du prøve at implementere hos din nuværende anfører?

Anførerens rolle er en vigtig del på holdet. Anføreren skal kunne gå forrest, skabe tillid til de andre spillere, kunne kommunikere med både sit eget hold og dommeren, vurdere spillet og evt. ændre strukturen i spillet løbende, håndtere pres m.v. Du kan som fodboldtræner altså ikke bare give anførebindet til hvilken som helst spiller på banen, men bliver nød til at overveje hvilken spiller der besidder disse kvaliteter.

Som fodboldtræner er anføreren det direkte bindeled mellem truppen og dig. Din anfører skal derfor være en person du kan kommunikere med, men som også selv kan tage beslutninger som du kan stå inde for.

Men hvad skal du være på udkig efter hos den kommende kaptajn?

1. Mental styrke

Der bør ikke herske tvivl om at en anfører skal være mentalt stærk. Der vil altid komme et tidspunkt hvor anføreren bliver kritiseret, eller skal stå til ansvar – f.eks. hvis dommeren kalder ham hen – og her er det vigtigt at anføreren stadigvæk kan fokusere.

Kan du også lide artiklen?

Anføreren skal ligeledes kunne bevare overblikket og træffe beslutninger under pressede situationer i kampen, og derfor er den mentale styrke en vigtig kvalitet hos en anfører.

2. Respekt fra resten af fodboldholdet

Respekt er et rigtig svært ord at bruge, da der findes mange aspekter af det. Man kan have respekt for f.eks. en træner pga. frygt, men også fordi man tror på at denne træner kan noget specielt.

Præcis det samme gælder for anføreren. Spillerne på fodboldholdet skal have respekt for anføreren, men uden at frygte ham. De skal tro på at anføreren kan gå forrest og gøre en forskel. Det er nemlig først når truppen har denne følelse, at de begynder at lytte til anføreren og følge ham, uden at stille spørgsmålstegn.

3. Kendskab til holdet

Den respekt der er beskrevet i punkt 2, skal for en anfører selvfølgelig også gå den anden vej. Ingen fodboldspillere på et givent hold er ens, og anføreren skal derfor kunne behandle dem som individer, samtidig med at han samler holdet som et team. En anfører bør vide hvordan hver af hans medspillere reagerer i forskellige situationer, for enten at kunne bryde ind i en konflikt, eller for at styrke et angreb.

Hvis respekten fra holdet til kaptajnen er gensidig, er du allerede kommet langt med valget af den rigtige anfører.

4. Gode kommunikationsevner

En anfører skal være god til at kommunikere. Anføreren skal både kunne kommunikere med træneren, dommeren og resten af holdet – selv i pressede situationer. Hvis anføreren formår at få sit budskab ud klart og tydeligt, er det meget nemmere at kommunikere tilbage.
Det er anførerens opgave at styre spillet på banen, men samtidig bør anføreren kunne holde sin kommunikation kortfattet, og kun tale når det er nødvendigt.

5. Selvsikker

En selvsikker anfører inspirerer resten af holdet. Det er dog vigtigt at påpege at selvsikkerhed eller selvtillid ikke betyder arrogant. Anføreren skal selv vide at han er en god spiller, og gør en forskel på holdet, men han skal bestemt ikke gå rundt og sige til de andre at han er bedst.

En anfører der spiller med overskud, og som leverer en god indsats hver gang – men som samtidig ikke er arrogant, er en anfører der inspirerer resten af holdet til at levere en god indsats.

God fornøjelse med at finde din anfører!

Synes godt om Assistenttræner på facebook!

Del artiklen