Tør vi udvikle den kreative fodboldspiller?

Jeg tror at langt de fleste fodboldtrænere i Danmark på et eller andet tidspunkt har nævnt ordene kreativ fodboldspiller og har haft en samtale i gang om hvordan vi skaber disse fodboldspillere.

Jeg er i hvert fald en af dem. Jeg taler ofte med trænerkollegaer og andre fodboldinteresserede om hvordan vi udvikler den kreative fodboldspiller. Der er bare et hængeparti i udviklingen og det er om vi som fodboldtrænere tør.

At ”turde” virker som et ret kraftigt ord, men det er præcis derfor jeg har valgt at inddrage det i dette indlæg. For, for at vi kan udvikle kreative fodboldspillere, så skal vi turde at lade dem træffe deres egne valg og tillade at der fejles, hvilket kan koste sejren eller endnu være skabe irritation og frustration hos medspillerne eller spilleren selv.

Når jeg søger rundt omkring på internettet finder jeg flere klubber hvis ”røde/hvide/blå/… tråd” ligger online tilgængeligt. Dette er rigtig god inspiration til træning, og giver et indblik i hvordan klubber ønsker at arbejde. En ting der går igen er dog sætning som følgende: ”Vi skal skabe gode og dygtige fodboldspillere…” ”… derfor skal vi give børnene frihed til at finte, drible og udvikle sig kreativt”.

I de yngste årgange kan jeg sagtens se denne frihed til at lade spillerne udvikle sig kreativt. De har alle en bold i fødderne, og i langt det meste af træningen træffer børnene selv deres beslutninger gennem leg og sjov.

Når børnene bliver ældre begynder jeg dog at se en tendens til at vi ikke tør give dem den samme frihed. Der er ingen tvivl om at specifik-træning / teknisk træning er hamrende godt til at give børn og unge nogle grundsten i fodbold som de kan læne sig op ad, men udvikler det kreativitet eller blot en forudsætning for kreativitet?

Kan du også lide artiklen?

Jeg ser en tendens til at vi som trænere er så ”bange” for at lade vores spillere fejle, at vi begrænser deres kreative udvikling. Hvis en spiller prøver at drible sig igennem tre mand og mister bolden, så stoppes spillet og vi spørger spilleren hvad han ellers kunne have gjort. Vi ser dog ofte Messi, Neymar, Ronaldo m.v. drible en to-tre spillere med succes.
Yderligere, når der spilles fri bold er det ofte under opsyn fra træneren, hvilket igen kan begrænse kreativiteten. Tør du f.eks. at lade seks spillere gå ned i frimærket og spille 3v3 i 10-15 minutter uden at have opsyn på dem overhovedet, eller ”frygter” du som mig at det ender i pjat og sjov?

Skal vi måske helt lade være med at rette hvis en spiller taber bolden under driblinger eller hvor ligger grænsen?
Har du nogle gode øvelser til udvikling af kreative fodboldspillere?

Det samme gør sig gældende i kamp.
Jeg er klar over at rigtig mange fodboldtrænere har den indstilling at de er udviklingstrænere og ikke resultattrænere. Med dette skal forstås at de træner og spiller kampe for at udvikle spillerne, og ikke nødvendigvis for at vinde.

Men hvad hvis den samme spiller taber bolden igen og igen fordi han prøver at drible en modstander. Skifter vi ham ud fordi han taber for mange bolde, eller bliver vi ved med at støtte ham og sige at det på et tidspunkt nok skal lykkes? Hvordan håndterer vi det hvis vi har fem af disse spillere på banen i kampen?

Jeg må nok indrømme at jeg på et tidspunkt havde taget kontakt til ham på og bedt ham om at slippe kuglen lidt tidligere og hvis han fortsatte med at drible og tabe bolde, så skifte ham ud – men det er vel netop dette der dræber kreativiteten… eller?

Hvad med dig? Tør du udvikle den kreative fodboldspillere, hvordan gør du det og hvor ser du mulighederne / udfordringerne?

Skriv meget gerne en kommentar

Synes godt om Assistenttræner på facebook!

Del artiklen