I dette 8v8 spil arbejdes der i tre zoner, med fokus på at bygge spillet op fra bagkæden. Med tre midtbanespillere låst centralt på banen, lærer spillerne at spille hurtige op-ned-op kombinationer, for at bryde igennem modstanderens forsvar.
Derfor skal du bruge øvelsen
Du skal bruge denne taktiske træningsøvelse hvis du ønsker at arbejde med at bygge spillet op fra din bagkæde.
Du skal bruge
- 2 mål
- 2 x 8 markspillere (3 forsvar, 3 midtbane, 2 angreb)
- 2 målmænd
- Bolde
- Kegler til markering
Udførsel
Der spilles i 8v8 + målmænd på 2/3 dele af en 11-mands bane.
Banen inddeles i 3 zoner, med midterzonen markant smallere end de to andre zoner. I zonerne placeres der hhv. 3 forsvarsspillere, 3 midtbanespillere, og to angrebsspillere, så der spilles 3v2, 3v3 og 2v3. Der spilles normalt spil med formål at score på modstanderen.
De tre midtbanespillere i den smalle zone må deltage i både det opbyggende og angribende spil, men må ikke vende frem i banen med bolden. Hvis de får bolden fra en forsvarsspiller, må de derfor kun spilles bolden tilbage til en forsvarsspiller.
Spilles bolden fra en sort forsvarsspiller, op på en sort angriber, og lægges tilbage i den smalle zone, må de tre midtbanespillere (både angribende og forsvarende) træde ind i den sidste zone, og der opstår derved en 6v5 situation i angrebsspillet.
Erobrer gul bolden, spiller der frit fodbold i alle zoner, og gul kan derfor forsøge at lave omstilling.
Hvis der scores, bolden ryger ud af spil, eller målmanden får bolden i hænderne, starter spillet forfra, og der bygges igen op fra bagkæden.
Fokuspunkter
- Bevægelse fra de tre centrale midtbanespillere
- Forsvarsspillerne skal turde at slå lange hårde bolde i fødderne på en angriber.
- Holdene skal være forberedt på omstillinger.
Progressioner
- Sæt maks antal sekunder på kontraangreb